Jagtberetning fra en kold Januar morgen 2015

Nu er sæsonen ovre og flere af os har haft oplevelser både på land og på havet.
Jeg ville lige dele en oplevelse fra sidst på sæsonen, hvor jeg blev inviteret på kronvildtsjagt på Djursland af Vagn. Jeg havde ikke haft mulighed for særlig meget havjagt i denne sæson, så en landjagt ville jeg ikke sige nej til. Det var en af de sidste chancer i denne sæson for at få nedlagt noget vildt. Det var den 24. Januar og de havde lovet en kold dag med en smule sne…

Det viste sig at være en hel del sne, men nu var vi besluttet på at det skulle prøves af. Så ville vi indstille jagten, når det blev for koldt. Turen derover var noget begivenhedsrig, men så længe vi holdt bilen mellem vejmarkørene, så gik det fint. Vagn mente, at bilen selv kunne finde vej til jagten og det var ikke det halve løgn 🙂

Udsigten fra jagtstigen, sneen faldt hele morgenen

Jeg fik den “kolde” post, så det var mig der skulle bestemme hvornår jagten sluttede. Vi kom på plads i hver vores ende af reviret og var klar ved solopgang. Planen var egentlig at sidde en time eller to, men vejret var faktisk ikke så slemt og godt med tøj og to par handsker, så var det ligefrem hyggeligt.

Da klokken blev lidt over 10, tænkte jeg nu måtte det snart være nok, men der var jo ikke noget som hastede med at komme derfra og gudskelov… pludselig kom der en kronhind ud af det blå, egentlig som jeg havde bestemt mig for at hoppe ned fra jagtstigen. Dyret må have gået i læ af en remis, så jeg opdagede det meget sent og var ikke klar, kulden var så småt begyndt at sætte sit præg på dagen.

Straks derefter kom yderligere to krondyr, riflen blev skuldret, men kikkerten var fyldt med sne og det var umuligt at se noget. Med langsomme bevægelser blev kikkerten renset for sne, det larmede dog noget da tøjet var frosset fast til jagtstigen, men dyrene reagerede ikke på bevægelserne eller støjen.
De første tre dyr overlappede hinanden, så det var svært at få et rent skud. Så kom der to mere… disse havde koordineret nøje, hvordan man overlister en jæger, så de ikke på noget tidspunkt var fri til et rent skud, ihvertfald ikke et jeg ville være tryg ved at tage.

Til sidst kom der så en enlig kvie gåede 15 meter bag de andre 5 hundyr, som klumpede sig noget sammen, de kunne fornemme der var noget der ikke var som det plejede. Den sidste kom luntende ud til et rent sideskud, stoppede et splitsekund og kiggede op mod jagtstigen. Den var på ca 70 meters afstand, helt fri af de andre dyr og jeg var klar. Den tegnede voldsomt på skuddet og så tog fanden ved dyret. Repeterede hurtig en ny patron i kammeret, men dyret var kommet bag nogle lave granner… Med hjertet i halsen ventede jeg, hvad der syntes at være en evighed. Reelt var det nok nærmere 2-3 minutter, før jeg langsomt kravlede ned af stigen og bevægede mig ud i terrænet.

Jeg kunne se på sneen af dyret var ramt vitalt på mængden af schweiss. Det var nemt at være sin egen sporhund i dette vejr. Så ganske kort derfra (ca 40 meter) lå denne fine kronhind med en perfekt placeret kugle der havde taget hele “motorrummet”.

En fin lille kvie på 61 kg, skudt med en .308 med 11,7 gram Oryx på ca 70 meter afstand.

Vagn kom ned til min plads og troede ikke det var mig der havde skudt, dæmperen gør det lidt sværere at retningsbestemme i det terræn. Men da jeg  kunne fremvise dette fine dyr steg humøret. Sjovt nok var kulden det sidste vi tænkte på efterfølgende. Vi fik travlt med at få hentet traktoren og bringe dyret ud af skoven. På dette tidspunkt lå der vel 15-20 cm sne over det hele og det sneede stadig, vi var lidt spændt på om vi nu kunne få bilen ud fra dens holdeplads, men det gik nu uden den store dramatik.

Den gamle røde massey ferguson hjemme på gården, startede trods det kolde vejr i første forsøg og med mig i ladet, gik det over stok og sten ned i skoven efter dyret. Hver eneste gang vi passerede et træ, der var tynget af sne, som traktoren ramte, hørte jeg en latter fra traktoren og så vidste jeg der kom en dynge sne i nakken :).

Det var en fantastisk dag, hvor hele følelsesregisteret var i spil. Tak til Vagn for en oplevelse i verdensklasse, der var bare noget helt særligt ved denne dag.

Søren